Hotline, ring til os anonymt tlf. 70 27 03 66

Min søn har en kæreste med anden etnisk baggrund

Charlottes søn Martin har været kæreste med Lara igennem to år. Martin og Lara er henholdsvis 25 og 23 år.  De lærte hinanden at kende på deres videregående uddannelse. Martin og Lara har været meget hos Charlotte, og Lara har deltaget i mange familiesammenkomster. Martin har ikke deltaget i nogen hos Laras familie.

Lara har i to år været nødt til at skjule sit forhold for sine forældre og brødre, da hun frygter deres reaktion. Lara må meget for sine forældre, hun må deltage i fester og ture, og hun må også tage ud med sine veninder. Men Lara har fortalt, at hendes forældre forventer, at hun bliver gift med en af samme nationalitet – også selvom hendes bror har været gift med en dansk kvinde og har et barn med hende.

Charlotte fortæller, at Lara er en sød pige, der gør hendes søn glad. Charlotte glæder sig over deres forhold, samtidig med hun bekymrer sig for, hvilken skade der kan tilstøde hendes søn, når Lara fortæller sin familie om deres forhold. Charlotte er også bekymret for, hvordan Martin vil reagere på, at Laras familie måske vil reagere voldsomt overfor Lara.

Charlotte ringer ind til Forældre mellem kulturer og taler med en rådgiver om, hvordan hun som forælder kan støtte sin søn, hvis Lara vælger at fortælle sin familie om Martin. Charlotte opfordres til at fortælle Lara og Martin om RED Rådgivning, hvor de begge kan få støtte til at forholde sig til deres situation.

Anonym hotline +45 70 27 03 66